OUT & ABOUT: UDFORDRER DEN HETEROSEKSUELLE VERDENSORDEN

"I Københavns homomiljø fik Queer Jihad hurtigt opmærksomhed på grund af deres ny og mere håndfaste tilgang til hadforbrydelser: De oprettede kurser i selvforsvar og opfordrede til at besvare vold med vold."

Thomas R Kristensen, juni 2013

Undergrundsgruppen QUEER JIHAD har siden 2005 krævet respekt for seksuelle og kønsmæssige minoriteter. I en ny bog fortæller de hvordan og hvorfor.

Queer Jihad blev dannet i 2005 i miljøet omkring det daværende Ungdomshuset på Jagtvej 69.

I Københavns homomiljø fik Queer Jihad hurtigt opmærksomhed på grund af deres ny og mere håndfaste tilgang til hadforbrydelser: De oprettede kurser i selvforsvar og opfordrede til at besvare vold med vold. Hvilket Queer Jihad også mener i dag:

”En hadforbrydelse er et frikort til at gøre lige nøjagtigt, hvad du mener er nødvendigt for at passe på dig selv. Og når det handler om folk, der bevidst går ud og tæver queers, så hjælper det altså ikke noget at sidde på et kontor og sige, at ”man faktisk bliver ked af det, når folk gør sådan noget”, skriver Queer Jihad i den ny bog, som bærer titlen Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!.

”Vi har det sådan her: hvis nogen slår dig, så slå igen! Hvis nogen truer dig, så slå først!”

Vrede og selvironi

Den ny bog udkommer på Forlaget Solidaritet og koster 100 kroner. Den udgives også under Creative Commons, så lærere og andre gratis kan kopiere til undervisning og andre ikke-kommercielle formål.

Bogen indeholder blade, plakater, fotografier, guides, flyers, tegninger og graffiti. Teksterne er skrevet i et letforståeligt sprog, og selv om tonen visse steder er præget af vrede mod både det generelle samfund og dele af homomiljøet, såsom Priden i København, er der også plads til selvironi:

”Hvis vi skal være ærlige, ved vi faktisk ikke, hvad queer er. Det er jo ikke noget, vi bestemmer. Hvad synes du selv?” skriver Queer Jihad.

Skæg og makeup

Aktionsgruppen mener selv, at den skiller sig ud fra andre feministiske og seksualpolitiske grupper i Danmark, fordi den har ”fokus på at have det sjovt, lave ballade, tænke selv og på den enkeltes handlemuligheder.”

Et godt eksempel er en af Queer Jihads medstiftere, Trine Munk, som tegnede overskæg på sig selv hver dag i tre år og kombinerede det med makeup. Hvorfor?

”For skæg,” svarer Trine Munk i den ny bog og fortsætter:

”For at ændre på udseendet, som man gør med sminke. Man tegner på sig selv, så man ser bedre ud. Eller ser mere ud som sig selv. For at tegneserie et maskulint udtryk med en feminin ting som make-up. Og for at forvirre og udtrykke den forvirring, jeg selv følte.”

Kurser i selvforsvar

Mads Ananda Lodahl er også medstifter af Queer Jihad samt medforfatter og redaktør af den ny bog.

Han har især været engageret i selvforsvarskurserne, som tidligere fandt sted i det gamle Ungdomshuset på Jagtvej 69, men som efter rydningen blev holdt på Det Fri Gymnasium og om sommeren i parker på Nørrebro.

”Kurserne blev lavet ud fra et queer-perspektiv, og blandt deltagerne var der også en del heteroer. Feminine heterodrenge og maskuline heteropiger er jo også på kant med den heteroseksuelle verdensorden og kan derfor let blive udsat for en hadforbrydelse,” siger Mads Ananda Lodahl til Out & About.

Han fortæller, at den ny bog fejres med en reception 31. maj kl. 16.00-18.30 på Blågårdens Bibliotek i København. I løbet af juni holder Queer Jihad flere oplæsninger rundt omkring i København. Læs mere om tid og sted på queerjihad.dk.

Queer Jihad:
Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!
304 sider paperback, med tekst og billeder.
100 kroner.
Bogen kan købes i Men’s Shop, på mensshop.dk og hos Forlaget Solidaritet. Find flere forhandlere på queerjihad.dk